Den femtende dag i den tiende måned år 356 ST

En kølig morgen lidt over midten af efteråret samlede 1000 kragekrigere sig om deres hersker, den ophøjede Hertug Atsutane Tnegu af Crow’s Nest, som i kragefolkets selvforståelse var den direkte efterfølger af den engang så mægtige kragekejser. Selv nu hvor han var reduceret til en forvalter af den lokale magt for Thusstads store kejser, var han fortsat en imponerende mand med stor magt og et trofast folk bag sig. Det var derfor kragekrigerne var opmarcheret for at følge ham til hans vinterresidens i de vestlige egne af hertugdømmet Crow’s Nest. De tusind krigere på deres heste var et imponerende syn i sig selv, og de blev kun mere overvældende af at gå i geled med det dobbelte antal tjenestefolk – kokke, stalddrenge, præster, magikere, hoffolk og et utal af andre professioner – til at følge trop. Det tog processionen flere timer at vandre ned fra Sojobobjerget til den midlertidigt opførte bro hen over floden Yamishan og videre igennem garnisonsbyen Dasumil på den anden bred og ud på den brostensbelagte Kragevej, som ville føre dem direkte til Vinterpaladset. Som altid stod de tilbageblevne indbyggere i Crow’s Nest langs denne første del af ruten og hyldede den vældige procession.

Højt hævet over dette mylder sad Hertuginde Notyj i et arbejdskammer og førte en samtale med den unge kvinde Hinata. Deres samarbejde havde på dette tidspunkt varet i ti dage. I den seneste uge havde Hinata modtaget oplæring i sværdbrug hos Sværdmester Ikemowan. Han var yderst tilfreds med sin elev og havde meddelt sin hertuginde, at den unge kvinde var klar til at modtage opgaver, der involverede våbenbrug. Notyj var tilfreds med denne udmelding. Hun havde hidkaldt Hinata for at give hende besked på, at det var tid for, at hun meddelte sin familie, at hun ville rejse fra byen på en vigtig mission af ukendt varighed. Notyj overlod det til Hinata at formulere denne missions indhold, da den kun var et dække for Hinatas umiddelbare tilbagevenden til Crow’s Nest i en anden skikkelse.

”Kendte du denne Jasmin?” spurgte Notyj interesseret i Hinatas plan.

Hinata nikkede. ”Jeg tilbragte en nat i en landsby nær vulkanen Nizola, hvor hun boede, før den gik i udbrud, og de efterfølgende jordskælv lagde store dele af området i ruiner. Der mødte jeg hende i forbindelse med en bueskydningskonkurrence. Hun var ung og uerfaren, men hun havde talent for buen. Hendes store drøm var at blive en del af kejserens hær og vende tilbage for at befri Rollandrok.”

”Og Kardal kendte hende også?”

”Han mødte hende nogle uger senere, da hun lå for døden efter at være blevet knust af stenene under jordskælvet. Han var selv med til at brænde hendes lig.”

”Nåede han at høre noget om hendes liv fra hendes egen mund?”

”Kun at hendes hjem var blevet begravet med hele hendes familie. Det er derfor, vi har valgt, at jeg skal tage hendes identitet. Selv om vi aldrig kan være helt sikre, har vi ingen grund til at tro, at hun har overlevende familiemedlemmer.”

”Hvad med andre flygtninge fra området?”

”De har stort set alle sammen slået sig ned ved Siljan Søens kyster. Desuden vil jeg ikke optræde som flygtning, men som omvandrende bueskytte med talent for gøgleri og interesse i hæren. Det skulle sikre, at ingen fatter mistanke. Jeg vil blande med mig med medlemmerne af Den Sande Frihed for at finde kontakter, som kan give mig adgang til kernen af organisationen. Kardal er med på denne del af planen. Jeg kommer til at bo hos ham.”

”Samarbejder I med Darassius ligesom sidst?”

”Det er planen, men vi skal have koordineret med ham først.”

Hertuginden bifaldt planen og sikrede sig en sidste gang, at de var enige om alle detaljer, heriblandt ikke mindst den dækidentitet som Hinata antog, når hun selv skulle agere kontaktperson. Med det på plads forlod Hinata hertugindens kammer og senere på dagen Crow’s Nest. Kun hendes nærmeste bed mærke i hendes afrejse, der for alle andre druknede i det store optrin omkring Hertug Atsutane Tnegus årlige vinterrejse. Tilbage i Slotsreden sad Hertuginde Notyj med sine tre unger løbende omkring sig. Foran hende lå en lang vanskelig vinter med magtkampe og forsøg på at positionere sig i hertugsædets hovedstad. Det hele ville dog blive ganske specielt, da hertugen helt uvant ville vende tilbage til Crow’s Nest i selskab med kejseren om to måneder. Efter et kort ophold i byen, skulle de ifølge planen følges til det nye hertugdømme Veyunt ved floden Yapirrs bred. Notyj kradsede i bordet med sine skarpe negle ved tanken om dette forræderi. Hvordan havde de kunnet finde på at give Veyunt status af hertugdømme, når der var så mange muligheder for magtkoncentrationer i øst? Havde kejseren allerede opgivet slettelandet? Og hvad betød det for Crow’s Nest, som med et var blevet frontregion i imperiet? Hvor skulle hun begynde med sit arbejde på at stabilisere det nu truede hertugdømme Crow’s Nest? Hun kunne ikke tage ligeså let på det som Xoan Shuresh Morton, der var i fuld gang med at mobilisere sine tropper til en vintermission til Veyunt, hvor de skulle gøre klar til at manifestere Mortons magt, når kejseren kom forbi til den officielle ceremoni i forbindelse med etableringen af imperiets tolvte hertugdømme, den længe ventede afløser for det faldne Rollanborg. Notyj havde ikke den slags magt. Hun var kun nummer to i Tnegus tilbageværende magthierarki. Med mindre der skete noget uventet, ville hun ikke få meget at sige i Crow’s Nest hen over vinteren.

Den attende dag i den tiende måned år 356 ST

Tre dage efter Hinatas afrejse ankom Jasmin til Crow’s Nest. Hun gik som alle andre op til byporten for at søge om adgang til det forjættede land indenfor bymurene. Ved en ”tilfældighed” var Kardal netop ved byporten, da hun stod der og ventede. Han arrangerede med byvagten, at den unge kvinde kunne få lov til at bo i byen på midlertidig basis som en del af hans husstand. På den måde ville hun ikke være nogen til last, og hendes evner med en bue ville måske ligefrem kunne komme nogen til hjælp i byen. Jasmin blev indlogeret i loftsværelset i Kardals hjem. Samme aften kom Darassius på besøg for at aftale trioens videre samarbejde. Han blev introduceret for Jasmin og anerkendte værdien af at have en iblandt dem, som ikke havde nogen direkte forbindelse til deres hidtidige liv i Crow’s Nest.

”Vi bliver nødt til at dele vores erfaringer,” sagde Darassius. De andre tilsluttede sig dette og lod ham lægge ud. ”Jeg har været med til at forhøre Enenda Nedalsdatter, som vi kæmpede med i det hemmelige kælderrum under Den Sande Friheds Tempel. Hun besidder en særlig evne til at lade andres kræfter blive forstærket igennem hende. Det benyttede heksen Liasvora til at forme et bånd mellem sig og Kragekronen. Der var ikke tale om et ritual i egentlig forstand, men simpelthen om en udnyttelse af Kragekronens kraft på et tidspunkt med signifikant betydning, nemlig Liasvoras henrettelse.  Hvis vi ikke havde stoppet dem, ville det være lykkedes for Liasvora at få kontrol over fuglene i Crow’s Nest. Var det sket, ville hun være undsluppet bålet. Nu er hun væk, opslugt af flammerne.”

”Der er ingen risiko for, at hun vender tilbage?” spurgte Hinata belært af de mange historier om genfærd fra hendes opvækst.

”Der er celler indenfor Den Sande Frihed, som mener, at hun vil vende tilbage. De mener åbenbart, at hun var en form for helgen eller noget andet absurd. Det skulle ikke være nok til at hente hende tilbage, men det er vigtigt at være på vagt, når nogen tilbeder noget, uanset om det er en person eller en dæmon. Det er derfor, vi har været så grundige med at rense templet, før Den Sande Frihed fik det tilbage, og de vil forblive under overvågning. Jeg er personligt sat til at overvåge organisationen.”

”Det er vi også,” udbrød Hinata. ”Ikke sandt Kardal?”

”Jo,” medgav den store mand. ”Vi er hver for sig blevet hyret af Hertuginde Notyj til at infiltrere organisationen for at finde ud af, hvem der styrer den, og hvad dens mål er.”

”Notyj mener, at det er vigtigt, at vi finder ud af om den gamle Swotai stadig har noget at sige i organisationen,” sagde Hinata.

”Ham skal jeg også undersøge,” sagde Darassius. ”Min mission er faktisk at finde frem til, hvilken rolle han spiller, og hvor stor indsigt han har i dæmondyrkelsen. Vi tvivler på, at heksen Liasvora var alene om sine nidrige planer. Hun havde måske brug for mere end Swotais penge. På den anden side kan det være, at han bare var det tredje offer i hendes liderlige griskhed efter magt og penge. Swotai er trods alt højtstående i Tengal.”

”Det har jeg også forstået,” sagde Hinata. ”Swotai er medejer af Sløruglen.”

”Jeg så ham også der aftenen før Liasvoras brænding,” fortalte Darassius. ”Han var der sammen med en kvinde kaldet Xolafe og nogle tilhængere af Den Sande Frihed.”

”Men han er ikke blevet set i Sløruglen den aften” sagde Kardal. ”Jeg har været der næsten hver aften, og jeg ved fra mine bekendte, at han ikke har vist sig i denne del af byen siden Liasvoras død. I morgen vil det dog være noget andet. Han vil deltage i genåbningen af Den Sande Friheds Tempel.”

”Han deltager?” Darassius kunne ikke skjule sin tilfredshed.

”Det gør han,” fastholdt Kardal. ”Den Sande Friheds tilhængere forventer, at han udpeger den nye leder af organisationen. De ved godt, at det vil føre dem direkte i lommen på Tengal og Swotai og hans Dely familie, men det er en pris, som de er klar til at betale. Det er trods alt bedre at være en mæt slave end en sultende tigger. Hvis han vil fortsætte det genopbygningsarbejde, som Liasvora stod for, kan organisationen vokse sig stærk og få Rågelys folk ud af deres håbløse situation.”

”Det er en stor tillid at vise til en person som Swotai,” mente Darassius.

”Især fordi Tengal står for de fleste lyssky aktiviteter i Crow’s Nest,” indskød Hinata i et usædvanligt tilfælde af politisk enighed med Darassius.

”Hvordan har du fået besked på at forholde dig til organisationen?” spurgte Kardal og så bestemt på Darassius.

”Jeg skal finde ud af noget om Swotai og prøve at påvirke organisationens retning,” sagde Darassius tydeligt utilfreds med opgavens karakter.

”Du bryder dig ikke om dem?” spurgte Kardal.

”De er samfundsundergravende,” sagde Darassius konstaterende.

”Men de gør også en masse godt for de fattige. Det er derfor, de støtter op om dem,” sagde Hinata.

”Det får vi at se,” afsluttede Darassius den del af samtalen.

Kardal så fra den ene til den anden. Han var selv rykket tættere på Hinatas holdning i den forgangne uge. Den Sande Frihed kunne ikke uden videre holdes ansvarlig for Liasvoras dæmondyrkelse. Han ville lære organisationen nærmere at kende, før han fordømte alle dens medlemmer. Lige nu var han derfor mest interesseret i, at trioen kom i gang med deres arbejde med at infiltrere organisationen og finde ud af noget om Swotai, dæmondyrkerne og magtstrukturen i Den Sande Frihed. Af disse grunde foreslog han derfor, at de skulle deltage i ceremonien i forbindelse med genåbningen af Den Sande Friheds Tempel. De andre havde selv været ved at foreslå det samme, og de blev enige om at mødes den følgende dags morgen for at følges til ceremonien.

Den nittende dag i den tiende måned år 356 ST

Køligheden bed i ansigtet, da Darassius mødtes med Jasmin og Kardal et par timer, før åbningsceremonien skulle begynde. De gik samlet ned til Oratum Porten, der adskilte Rågely fra det øvrige af Crow’s Nest. Vagterne gik frem og tilbage for at holde varmen, når de ikke var i gang med at kontrollere den konstante strøm af folk, der passerede porten hver morgen for at drive handel i et af byens andre kvarterer. Kardal kunne ikke lade være med at sammenligne det med elvernes bydel Elverly. Den var også skarpt bevogtet med den forskel, at hvor indbyggerne skulle holdes inde i Rågely om natten, skulle fremmede holdes ude fra Elverly. Desuden var muren rundt om Rågely meget virkelig, mens Elverlys grænse bestod af et netværk af gader med usynlige magiske barrierer og Vestkanalen, der førte ned til Cilest Havn i den vestlige ende af byen fjernest fra Rågely. Kardal havde aldrig tidligere tænkt på, at det var et problem. Enhver havde sin plads i verdensordenen. Det gjaldt elverne med deres rigdom, såvel som orkerne med deres vildskab og menneskene med deres begær efter magt. I Crow’s Nest så han for første gang i sit liv de urimeligheder, som var en del af et system, hvor nogen styrede og andre led. Det var derfor med blandede følelser, at han gjorde klar til at infiltrere Den Sande Frihed. Organisationen tiltalte ham langt hen ad vejen. Samtidig var han klar over, at Darassius havde ret i sin skepsis. Hvis der var dæmondyrkelse i centrum af organisationen, var det lige meget med de mange gode tiltag. I så fald ville det ende i en tragedie.

Darassius hilste på Oratum Portens vagter, da de passerede igennem den. De hilste igen og lod trioen passere uden ord. Inde i Rågely var der en anspændt stemning. Gaderne var fyldt af folk på vej til genåbningen af Den Sande Friheds Tempel. De talte om deres forventninger til dagen, som svingede fra urolige fornemmelser om en dag, der lovede så meget og intet holdt, til fantasier om mirakler med tegn fra Liasvora. Darassius brød sig ikke om den store vægt, som mange af Den Sande Friheds tilhængere stadig tillagde hendes ord. Han var på det rene med, at de fleste sikkert ikke var klar over, hvilke magter heksen havde tilbedt, men det ændrede ikke ved, at han måtte holde tand for tunge, når endnu en ivrig støtte af organisationen fik fremturet med sin uforbeholdne støtte til samfundsomvæltninger.

Jasmin var anderledes åben overfor denne snak. Hun var oprigtigt interesseret i deres kritik af magthaverne og deres totale mangel på interesse for de fattige, som de bare stuvede sammen i Rågely og den nye bydel Rollanborg for at have dem af vejen. Sammen med Kardal gav hun folk ret i deres kritik uden at opildne dem til at radikalisere deres synspunkter. I sidste ende arbejdede hun trods alt selv for en af hertuginderne og var derved selv en håndlanger for de magthavere, som folk i Rågely protesterede så heftigt imod ved at slutte op om Liasvora og Den Sande Frihed.

En snes minutters gang inde i Rågely stoppede Darassius og Kardal op, da de blev opmærksomme på en vogn, der stod midt på gaden uden nogen til at passe den. Folk bandede og gik i en bue udenom den. Darassius, Jasmin og Kardal begyndte straks at sondere terrænet for eventuelle baghold. De var knap gået i gang med dette, da der lød et højt råb.

”Gør plads! Gør plads!”

”Det er Swotai,” sagde de omkringstående og trak sig ind til siden, så den fine mand kunne passere sammen med sine otte vagter.

Darassius og Kardal forsøgte stadig at finde ud af, om vognen var forulykket midt på gaden ved et uheld, eller om der var tale om en bevidst blokering af gaden, som kunne være tegn på et forestående baghold. At de ikke kunne få øje på nogen på tagene, gjorde dem ikke mere rolige. De holdt øje med Swotai og hans vagter, da de passerede. Umiddelbart så vagterne ud til at have styr på situationen, og da den ene af dem gik frem for at tjekke vognen, var tre af de andre vagter allerede i gang med at sondere terrænet for angribere. Hvad de ikke så, var deres fire medvagter, som var i gang med at trække deres sværd for at angribe Swotai.

”Baghold fra jeres egne!” råbte Darassius og fór frem mod Swotai for at lægge afstand mellem de forræderiske vagter og den gamle rigmand. Han tonsede ind i den ene vagt netop, som han havde ramt Swotai med spidsen af sit sværd. Vagten blev skubbet tilbage, og Darassius fortsatte ind foran vagten modsat ham. Rundt om ham begyndte en kamp mellem vagterne, der i forvirringen hurtigt blev klar over, at de ikke ville blive ene om at afgøre opgøret. En af de trofaste vagter styrtede blødende til jorden, mens en forræder blev ramt af et brændende missil fra Kardals hånd, og en anden sank om efter at være blevet gennemboret af et stød af Jasmins sværd.

Darassius havde placeret sig mellem Swotai og en af de forræderiske vagter, som han kæmpede en kort kamp med, før det lykkedes for ham at fælde ham. Jasmin og Kardal angreb den samme forræderiske vagt sammen med en af de trofaste vagter og fik ham ned, inden de forenede deres kræfter om den sidste forræder, der blev forhindret i at komme hen til Swotai af de sidste to vagter, der havde kastet sig over Swotai for at beskytte ham.

Med forræderne nedlagt bad Darassius de to beskyttende vagter om at lade ham komme til for at tilse den allerede stærkt svækkede Swotais sår. De tøvede kun minimalt, før lod deres nyfundne allierede komme til.

”Han er ikke blevet ramt så alvorligt,” konstaterede Darassius efter en hurtig undersøgelse. ”Alligevel er han ved at dø. Han må være blevet forgiftet. Jeg har kunnet standse forgiftningen, men jeg kan ikke fjerne giften fra hans krop. Dertil har han brug for mere hjælp.”

”Idicnol,” nærmest hviskede Swotai. ”Før mig hjem. Der kan jeg få helbredelse.”

”Han vil hjem,” sagde Darassius til vagterne, som sluttede op om ham, da han tog den gamle mand op i armene og gik tilbage mod Oratum Porten. Vagterne, Kardal og Jasmin sørgede for sikkerheden rundt om ham. Inden de forlod scenen for overfaldet, hørte Jasmin folk snakke om dem.

”De reddede Swotais liv,” lød det fra flere sider, mens andre var mere optaget af, at Swotai ikke ville komme til genåbningen. Det betød, at der ikke ville ske noget mirakel, og at de atter stod uden velgører. Tomheden var den altoverskyggende følelse. Tomhed og opgivenhed. Uden Swotai var der ingen til at vælge en ny leder, for der var ingen anden til at smide de nødvendige ressourcer i genopbygningen af templet og Rågely.

Darassius stormsvedte, da de endelig kom ud af Rågely og fik fat i et svævende tæppe til at transportere Swotai på, mens trioen og gamlingens vagter fulgte med på jorden op og ned ad Krageredens mange bakker og høje. Efter en halv times travetur nåede de frem til Swotais store hus Dely Villa i det mondæne Uglebakke kvarter, der grænsede op til Gatoria Katedralen i nord og Elverly i sydøst og ellers fortsatte ned til Cilest Havn, hvor størstedelen af Mortons og Den Gatorianske Ordens handelsaktiviteter foregik. Området emmede af den rigdom og vælde, som Rågely ikke kunne fremvise. De rige huse var bygget på siderne af de stenede bakker med rig mulighed for ekstensive kældre og effektive kloaksystemer under jorden. Over dem svævede tæpperne roligt gennem gaderne med rigfolk siddende eller liggende på sig. Til trods for den markante rigdom var der noget dunkelt over hele Uglebakke, som kunne føres tilbage til den skygge, som Sijobobjerget kastede over kvarteret fra tidlig formiddag og helt frem til midt på eftermiddagen. Der var ingen tvivl om, at dette kun ville være værre i Elverly, som lå endnu tættere på bjerget.

Darassius stoppede de andre udenfor gitterporten til Dely Villas efterårstyngede have. 

”Er der nogen af husets vagter, vi er sikre på, at vi kan stole på?” spurgte han de tre medfølgende vagter, hvis loyalitet han ikke betvivlede ovenpå deres indsats under bagholdet.

”Det er normalt Dodraine, der står for sikkerheden, men han er i Rågely for at sørge for sikkerheden omkring selve Den Sande Friheds Tempel,” sagde Orisy, den ældste af vagterne. ”Jeg skal nok tjekke, at alt er sikkert, inden vi går ind.”

”Få alle indenfor til at gå ind i andre rum, vi skal have fri passage. Der er ingen grund til at stole på nogen.”

Darassius lød så overbevisende, at Orisy ikke kunne andet end at følge hans ordrer. Han løb frem til gitterporten og kommanderede vagterne der til at træde til side. Derefter fortsatte han med at gøre det samme med selve husets vagter, hvis antal han ikke ville oplyse Darassius om. De to andre vagter, Quakim og Skelyl, bar Swotai forsigtigt ind i huset og op ovenpå til hans sovekammer, mens Darassius, Jasmin og Kardal gik rundt om og så faretruende ud. Darassius fulgte med Swotai ind på soveværelset, hvor han blev sammen med Orisy. De to andre vagter tog opstilling ved døren i gangen. Jasmin og Kardal havde ikke fundet ud af, hvad de skulle foretage sig, da en mere end to meter høj kriger kom trampende op ad trappen. Han havde en stor bred næse, brede øjenbryn og en flad pande. Hans hudfarve var grumset bleggrøn med flere synlige vorter, der antydede, at han tilhørte de troldefødte, afkom af en uhellig forening af trolde eller orker og et menneske. Hans skuldres bredde forhindrede ham i at kunne brase direkte igennem døråbningerne i huset, hvilket delvist kompenseredes af hans sikre gang.

”Hvad foregår der her?” råbte den store mand i et stemmeleje, der fik de to vagter ved døren til at trække sig tilbage.

Kardal var ikke så urolig. Han trådte frem mod den et hoved større mand med en selvsikkerhed, som fik vagterne til at gibbe efter vejret af beundring. Med rolig stemme sagde han: ”Hvem er du? Og hvad er dit ærinde her?”

”Det er mig, der stiller spørgsmålene her i huset,” råbte den bredskuldrede mand. ”Jeg er leder af sikkerheden her.”

”Så gør du et ualmindeligt dårligt job,” konstaterede Kardal. ”Din herre er blevet overfaldet af sine egne vagter. Han ligger for døden inde på sit sovekammer. Hvis du har noget, der kan helbrede ham, er du velkommen til at bidrage, ellers må jeg bede dig om at trække dig tilbage.”

”Er Swotai kommet til skade? Lad mig komme forbi og se til ham!”

”Det kan der ikke blive tale om. Han blev overfaldet af sine egne vagter, så vi kan ikke stole på nogen i hans vagt.”

Kardal var klar til at tage imod et angreb, og Jasmin havde hånden på sværdhæftet. I sidste øjeblik besluttede den troldefødte sig heldigvis for at vende om og forsvinde ned ad trapperne og videre ind i huset. Kardal og Jasmin vendte sig om mod de to vagter ved dørene.

”Det var Hallvor Grimnæse,” forklarede vagterne. ”Han er sikkert gået ned for at hente Idicnol. Hun er Swotais huslæge.”

Kardal åbnede døren halvt op til sovekammeret og orienterede en kampklar Darassius om udviklingen. Efter en kort ordveksling med den svækkede Swotai gav Darassius sit samtykke til at lade Idicnol komme ind, når Hallvor havde hentet hende. Hun var trods alt grunden til, at han havde villet tilbage til sit hjem. Det varede ikke længe, før hun stod ved Swotais seng med en flaske med rensende væske og en modgift til Swotais tilstand. Gamlingen begyndte straks at blive bedre og faldt kortvarigt hen i en døs, som hjalp ham med at genfinde kræfterne. Imens talte Darassius med den gråhudede Idicnol med de mørkegrå øjne uden pupiller. Hun var iklædt en lang tarveligt udseende kjole og havde et sjal over sine skuldre til at holde på varmen i det kølige hus.

”Jeg hører, at I var til stede, da Swotai blev overfaldet,” sagde Idicnol med en monoton stemme.

”Det var vi,” understregede Darassius. ”Hans egne vagter overfaldt ham.”

”Hans egne vagter?” sagde Idicnol med en stemme, der ikke antydede nogen form for følelser.

”Halvdelen af de mænd, han havde med sig, trak pludselig deres sværd og gik til angreb på Swotai og de andre vagter. Hvis vi ikke havde grebet ind, ville han ikke have overlevet.”

”Giv mig en nøjagtig beskrivelse af forløbet.”

Darassius gjorde, som han fik besked på og spurgte, hvem der havde ansvaret for vagten af Dely Villa og Swotai, og hvor mange vagter der var til stede i villaen.

”Dodraine har kommandoen. Antallet af vagter og andre oplysninger om huset får du naturligvis ikke, hvilket du udmærket vidste. Kend din plads. Jeg må tilse patienten en sidste gang.”

Idicnol satte sig på sengen og snakkede stille med den langsomt vågnende Swotai. Han takkede hende mange gange for hjælpen og nikkede anerkendende til Darassius. Efter at have sikret sig at han var tilpas, forlod Idicnol sovekammeret for at passe sine pligter andetsteds i huset. Darassius blev enig med Swotai, Kardal og Jasmin om, at de skulle få hentet Dodraine, så han kunne overtage kontrollen med Dely Villa og Swotais sikkerhed igen. Jasmin løb straks af sted for at hente vagtmesteren.

”Vi kan godt trænge til at slappe lidt af ovenpå alt dette,” sagde Swotai. ”Støt mig, så skal jeg tage jer til det perfekte sted for afslapning.”

Darassius og Kardal fulgte med Swotai igennem husets rigt dekorerede værelser til en kælderskakt, der førte dybt ned i klippegrunden til et rum med en pool fyldt med vand fra en varm kilde. Over poolen var en luftelemental bundet fast i loftet af magiske bindinger, hvilket sikrede, at luften i det dampfyldte rum var frisk og klar, selv når Kardal pulsede på en af de store cigarer, som Swotai tilbød ham. Tre unge piger sørgede for at skænke vin til de tre mænd, mens de snakkede om, hvordan de skulle håndtere situationen.

”Jeg er jer selvfølgelig dybt taknemmelig for at have reddet mit liv,” forsikrede Swotai dem om. ”Det er derfor, I har fået adgang til dette rum. Her tager jeg kun folk ned, som jeg stoler på. Før I kan blive fuldt accepteret i mit hjem og Tengals rækker, skal I dog godkendes af Dodraine. Det er sidste gang, jeg sender ham fra min side. Han skulle sikre selve templet. Der har jo efter sigende været kræfter på spil i det, som har fået Renserne til at bruge en uge på at undersøge det. Hvis jeg skal ind sådan et sted, skal jeg være sikker på, at det er i orden på forhånd, og så vender mine egne vagter sig imod mig.”

”Hvor længe havde de været i din tjeneste?” spurgte Darassius.

”De er blevet en del af Tengal indenfor de sidste to år, men det er meget normalt for så unge fyre. Der er ingen andre end de nobles børn, der bliver optaget i klanen, før de er voksne og har bevist deres værd. Det er derfor, I kan komme på tale til klanen nu, hvor I har bevist jeres værd ved at gribe ind i en udsat situation.”

”Hvordan kunne det være, at du ikke havde nogen hos dig, der har været i din tjeneste længere?” spurgte Darassius, idet han undgik at give udtryk for sin manglende interesse i at blive en del af Tengals i mange henseende lyssky klan.

”Du tror, at de ville have været mere troværdige?” Swotai lo højt og klaskede en af pigerne i røven. ”Glem det, folk er kun så troværdige, som deres grådighed tillader dem. Den dag, hvor man glemmer det, er ens deroute selvskreven.”

”Du antager altså, at der er nogen, der har betalt vagterne for at angribe dig?” spurgte Kardal.

”Selvfølgelig, hvorfor skulle de ellers gøre det? Der er ingen, der gør noget uden en grund, og hvilken grund kunne være bedre end en god betaling. Tag nu disse tre badenymfer. De tjener deres levebrød ved at arbejde for mig. Hvis jeg ikke var her for dem, ville de ikke overleve længe. De har hverken familie eller klan udenfor dette hus, hvorfor de altid opholder sig her. Forstår I, det er kun mig, der holder dem i live, og det ved de. Hvis jeg skulle komme til skade, vil de ikke længere have nogen til at tage sig af dem.”

To af pigerne gav samtidigt den gamle mand et kys på hans rynkede kinder. Darassius fandt det kvalmt, mens Kardal havde svært ved at forstå omfanget af ubehag, som rørte de kortlevede racer i situationer som denne. Han pulsede på sin cigar og bad den gamle om at komme med et bud på, hvem der kunne stå bag mordforsøget.

Swotai overvejede det kort, før han sagde: ”Det er et svært spørgsmål. Der er mange, der er ude efter mig. Det kunne være nogen indenfor min egen klan. Tengal har af og til været hjemsøgt af nogle ubehagelige typer, der ikke forstår sammenhængen i klanen. Eller det kunne være Morton, der står bag. Vi har ingen grund til at stole på de militaristiske banditter. Det kunne vel også være nogen indenfor Den Sande Frihed. Der er bestemt folk i den organisation, som ikke har begreb om sammenhængen i samfundet. Indtil videre vil jeg dog lade disse overvejelser vente. Jeg har brug for at være sikre på jeres oprigtighed først. I kunne jo have arrangeret det hele for at komme ind på livet af mig.”

Den gamle kluklo af sin egen humor. Kardal fangede ironien, mens den var tabt på Darassius, der var lige ved at spørge, hvordan Swotai kunne invitere ham til at dele hans bad, hvis han ikke var sikker på deres intentioner. Han besluttede sig dog for, at gamlingen enten var for dum til at tage konsekvensen af sin mistro eller var mere optaget af regler, end han havde troet.

”I vil blive clearet af Dodraine, når han har fået styr på situationen,” sagde Swotai, der var ved at blive tørret af en af pigerne.

”Dodraine? Din vagtmester?” spurgte Darassius

”Ja, han har som sagt været i min tjeneste i mange år. Jeg vil betro ham med mit liv,” sagde Swotai.

Så ville det have været en god idé at holde ham i nærheden i stedet for at sende ham bort, når du bevægede dig rundt i fattigkvarteret, tænkte Darassius og mødte Kardals blik, der viste, at han tænkte det samme.

”Hvad med Idicnol?” spurgte Darassius. ”Er hun troværdig?”

”Selvfølgelig er hun det.” Swotai var tydeligvis fornærmet over spørgsmålet. ”Hun har været i familiens tjeneste siden min fars tid. Desuden har I ingen ret til at vide mere på  nuværende tidspunkt. Dodraine holder samtale med jer i morgen. Derefter kan I få mere at vide. Som sagerne står, må I nøjes med det, I ved indtil videre. Jeg skal vide, om I er troværdige eller ej, før jeg betror jeg mere.”

Både Darassius og Kardal blev på en gang stødt over gamlingens mistanke og anerkendte hans stivsind som en nødvendig sikkerhedsforanstaltning. De kom op fra den varme pool, blev tørret og tog deres tøj på igen, inden de gik de mange trin op til overfladen igen. Oppe i villaen var Jasmin vendt tilbage sammen med Dodraine, der straks havde omorganiseret vagterne og vagtplanerne og nu lukkede kælderafsnittet af, indtil det kunne blive gennemsøgt. Han sendte Swotai et bebrejdende blik for at være gået ned til poolen med to fremmede, hvilket Swotai enten ikke bemærkede eller valgte at ignorere. Et hurtigt forhør af Darassius og Kardal overbeviste Dodraine om, at de var troværdige nok til at lade gå for nu. Han aftalte med dem, at han ville sende besked om, hvornår de skulle komme igen for at få deres clearing af ham. Med det på plads sendte han dem ud af Dely Villa og glemte dem indtil videre.

Jasmin fortalte, at der stadig var mange folk i området omkring Den Sande Friheds Tempel. De fleste var trukket væk fra selve templet hen til den nærliggende Gnism Plads, der var blandt de bedst fungerende af Rågelys mange markedspladser. Hun havde hørt folk begynde at mukke over Swotais udebliven. De havde også omtalt hans redningsmænd, uden at historierne om dem havde meget med virkeligheden at gøre. Trioen besluttede sig for, at det mest fornuftige var at gå tilbage til Rågely og fornemme stemningen. Uroen ville give dem en perfekt indledning til enhver samtale med tilhængerne af Den Sande Frihed, og der var gode muligheder for at kunne få indsigt i organisationens magtstruktur.