Den nittende dag i den tiende måned år 356 ST

 

Rågely sitrede af utilfredsstillet spænding. Jasmin snakkede med en lille gruppe, der stod i en åben bar og dikuterede voldsomt om deres bristede forventninger til den store dag. De havde alle troet på, at der ville ske noget fantastisk på denne dag. Ingen af dem kunne helt sige, hvad de havde forventet, men de havde været sikre på, at der ville være hændt noget afgørende i kampen for de fattiges vilkår. Nu var de skuffede. De anklagede Swotais overfaldsmænd for at være forrædere mod folket og mente, at nogen i toppen stod bag. Darassius havde svært ved at tilbageholde sin retmæssige vrede over denne åbenlyse konspiration mod tronen og den etablerede magtstruktur. Kardal så det og bad Darassius om at holde sig i baggrunden, mens Jasmin og han selv samlede oplysninger om situationen. Det passede Darassius udmærket. Han tav og lyttede til de andres samtaler på vejen gennem Rågely til Gnism Plads, hvor folkesamlingen så småt var ved at gå i opløsning til de handlendes store ærgrelse. Det, der skulle have været en indtægtsgivende dag, så ud til at blive den største fiasko i mands minde.

”Du bør stille dig op og sige noget,” sagde Darassius til Kardal.

”Hvad?” udbrød Kardal.

”Du har udstråling og holdninger, der ikke ligger langt fra disse folk. De har brug for at finde samling. Fra hvad vi har hørt, har de ingen etableret magtstruktur. Der er bare en masse uorganiserede fattiglemmer, handlende og håndværkere, som har hængt deres håb op på, at Swotai ville vælge en leder iblandt dem og pumpe penge i deres bydel. Nu står de tilbage uden noget som helst. De har brug for nogen til at samle dem. Du er den mand.”

”Nej, det er ikke min intention at væve mig ind i magtspillet i Crow’s Nest,” afviste Kardal forslaget.

”Darassius har ret,” blandede Jasmin sig. ”Disse folk har brug for nogen til at samle deres styrke. Hvis de ikke får hjælp til at organisere sig, vil de falde fra hinanden og alle de positive ting, som Den Sande Frihed også har stået for vil falde fra hinanden.”

”Og så vil dæmondyrkerne kunne vinde kontrollen over de tilbageværende folk,” tilføjede Darassius. ”Du bør stille dig op og sige noget for at føre dem i den rigtige retning.”

”Hvorfor ikke en af jer andre?” prøvede Kardal at undvige.

”Du er den bedste til at tale til større grupper,” sagde Jasmin. ”Jeg foretrækker at holde mig på det mere personlige plan.”

”Vi bakker dig naturligvis op,” sagde Darassius og så selvsikkert på Kardal.

”Jeg ved ikke. Hvad skal jeg sige?”

”Noget støttende om sammenhold og den slags. Det virker altid,” sagde Darassius.

”Og noget om det gode arbejde organisationen står for,” tilføjede Jasmin.

Kardal svarede ikke. Han var allerede ved at formulere noget til sin tale. Darassius og Jasmin nikkede til hinanden og sørgede for at føre den tænkende Kardal frem til et podium midt på Gnism Plads, hvor en ung gut forsøgte at holde en entusiastisk tale uden nogen som helst effekt på de utrygge folk på pladsen. Da Kardal trådte op på podiet med Jasmin på sin venstre og Darassius på sin højre side, trak den unge fyr sig med glæde tilbage og overlod scenen til trioen.

Kardal så ud over de forsamlede. Mange af dem var festklædte. Andre gik i deres eneste sæt tøj. De fleste så ud til at have opgivet dagen. En lille gruppe så op på ham med en blanding af skepsis og håb. Af alle dem der havde forsøgt at tale den dag, var de tre nyankomne de mest imponerende med deres fine gevandter, rustninger og velsmedede våben. De næste minutter ville blive afgørende for Kardals liv som borger i Crow’s Nest. Han trak vejret dybt og begyndte med høj røst at tale.

”Foren jer!” råbte Kardal. ”Foren jer på denne håbets dag! I er kommet her for at vise jeres sammenhold, jeres tro på en bedre fremtid. Det er nu, tiden er inde. Foren jer og tal med en stemme! Tal med folkets stemme!”

”Hørt!” råbte Darassius og så olmt på de folk, der prøvede at snige sig bort fra Kardals ord. Hans fremtoning var så skræmmende, at de stoppede op og lyttede til Kardal. På Kardals venstre side råbte Jasmin slagord om folkets stemme, frihed og mad til alle.

Kardal så, at folk var fanget. Han råbte med klar stemme: ”De vover at tro, at vi er besejrede. De tror, at et angreb på en støtte kan ødelægge os. De tager fejl. Vi er forsamlede. Vi er forenede. Vi vil kæmpe for vores sag. Jeg siger jer, at vi står her sammen for at kæmpe for det, vi tror på. Vi skal spørge, hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden. Vi skal forene os for at gøre vores bedste.”

Flere folk var standset op for at høre talen. Her var endelig noget af det, de havde ventet på. Kardal talte deres sag. Han kom ikke som en Swotai for at vælge en leder og donere et beløb, hvis pris skulle betales senere. Kardal talte til deres inderste drømme. Han …

Et skrig blev fulgt af en voldsom rumlen, da hele grunden under byen med ét begyndte at ryste. Folk væltede rundt imellem hinanden. Boder og telte og vogne væltede om hulter til bulter. Høje brag fortalte, at flere huse styrtede sammen eller tog alvorlig skade. Darassius holdt et skrig tilbage, da han blev kastet til jorden og mistede al kontrol over sin krop. Jasmin sprang som en af de få på pladsen sikkert rundt på den gyngende jord, mens Kardal lige præcis kunne holde sig på benene. Hele skælvet varede mindre end et minut, men det efterlod alt i kaos.

Rundt om Kardal og Jasmin skreg og råbte folk i blind panik. Darassius bandede og svovlede og kæmpede sig tilbage på benene. De handlende kæmpede for at få styr på deres boder. Mødre skreg i rædsel, når de opdagede, at deres børn var kommet til skade. En ung kvinde mistede bevidstheden af smerter fra sin skævvredne fod. To mænd kom op at slås, fordi den ene mente, at den anden havde forsøgt at tage hans stok. Længere væk fra lød der stadig brag fra mure og udhæng, der gav efter og styrtede til jorden. Kardal så på Jasmin, der råbte til ham: ”Vi må hjælpe. Sig noget til dem!”

”Stop!” råbte Kardal med forstærket stemme. ”Stop op og se ind i jer selv! Dette er det tegn, vi har ventet på. Der kommer ingen og hjælper os, for vi behøver ingen hjælp. Foren jer! Saml jer her på pladsen! Find tæpper og mad og hjælp hinanden!”

Alle, der kunne høre ham, vendte sig om mod det delvist intakte podium med et desperat håb i øjnene. Darassius og Jasmin støttede op om Kardal og råbte: ”Foren jer!”

Kardal fortsatte: ”Det er i prøvelsens time, at vi viser, hvad vi er lavet af. Det er nu, vi kan vise, hvad vi er værd. Hent jeres familier og naboer og saml jer på markedspladserne! Send jeres sårede herhen på Gnism Plads! Hjælp hverandre!”

Et brøl fra Darassius blev mødt af et brøl fra folk på Gnism Plads. Jasmin var allerede sprunget ned fra podiet for at hjælpe med at rejse de væltede telte. Hun stak sit sværd op til halsen på den første, der var ved at udnytte situationen til at stjæle. Fyren forstod beskeden og gav sig i stedet til at hjælpe med at tilse de sårede. På den måde løb Jasmin rundt på pladsen og fik styr på alle der, før hun fortsatte ud mellem kvarterets huse for at få folk ud af de sammenstyrtede huse og give ordre til, at alle skulle forsamle sig på de åbne pladser. Hver gang hun mødte en med særlige evner, satte hun personen i gang med at udføre netop det, som denne person var ekspert i. På den måde kom healere, murere, tømrere og mange andre i gang med at gøre noget, der bidrog til det fælles projekt at redde Rågely.

Blandt disse folk var Dagnir, der havde befundet sig på Gnism Plads, da jordskælvet ramte. Han havde boet i Marklejr i nogle uger og var i Rågely for at søge efter en bolig inden for murene af Crow’s Nest. Umiddelbart efter skælvet havde han haft mest lyst til at forlade bydelen, men der var intet for ham andre steder. Jasmin kom forbi ham netop, som han var ved at hjælpe en ældre mand fri af det telt, der var faldet ned over ham. Hun kommanderede Dagnir til at indgå i hjælpeaktionen og tog ham med sig ud i Rågelys gader for at samle folk. På den måde fik de lokale indtryk af, at han var hendes fortrolige og en af de helte, som reddede folket på denne Skælvets Dag.

Tilbage på Gnism Plads kommanderede Darassius folk til at finde beholdere og kar og rense disse, hvorpå han fremmanede den klareste guddommelige væske til at behandle de sårede og kvæstedes sår og læsioner og give væske til dem, der måtte have brug for det. Han gik selv i gang med at forbinde de tilskadekomne og satte folk i gang med at finde tøjtrævler og andet, der kunne bruges til at standse blødninger og støtte brækkede led og lemmer. I de værste tilfælde supplerede han den mondæne healing med sine magiske evner, idet han sørgede for at indgyde de tilskadekomne med Desempenars kraft.

Kardal gik rundt på Gnism Plads og snakkede med de mange panikslagne folk og stabiliserede de værste skader med de kræfter, som han forbundenhed til Pyris havde skænket ham. Hver gang han aktiverede sin magi, løb en ildstråle ud fra hans hånd og gav modtageren en varm indre ro. Folk henvendte sig konstant til ham og spurgte, hvad de skulle gøre, og hvordan de skulle forholde sig, og hver gang Kardal sagde noget, tog de det til sig og gik i gang med at gøre det, han havde sagt.

En smuk ung kvinde med flammehår, som kaldte sig selv for Riastarla Ignato, sluttede sig til Kardal som fast hjælper. Hun besad selv basale magiske evner, som hun bragte i anvendelse for at hjælpe lokalbefolkningen. Inden længe fungerede hun som leder af en lille gruppe, der assisterede Kardal med at organisere folk på Gnism Plads og Tempelpladsen omkring Den Sande Friheds Tempel.

De næste timer fortsatte på denne måde. Over tusind personer var kommet til skade under jordskælvet alene i Rågely. Unden for kvarteret havde Darassius’ hjem fået en alvorlig flænge i den ene gavl, mens Kardals hjem kun havde oplevet ødelæggelser af udstyr i kælderen, hvor Porfastr kæmpede for at beskytte sit dyrebare alkymistiske udstyr. Hinatas hjem var stort set uskadt, som det var gældende for mange hjem i de mere velstillede kvarterer. På grund af de dårlige og aldrende konstruktioner var Rågely det værst ramte område i byen. Selv den nyligt opførte bydel Rollansorg var mindre ramt end det fattige kvarter. Kun Uglebakke bydelen med Swotais Dely Villa virkede til at være ligeså hårdt ramt som Rågely. Disse oplysninger tilfløj Kardal og de andre, imens de arbejdede med at hjælpe de mange ofre i Rågely.

Jasmin blev ved med at samle folk sammen på kvarterets markedspladser. Dagnir bidrog hende i dette arbejde sammen med en snes andre stærke personer. De kvæstede og sårede blev sendt til Gnism Plads, hvor Darassius tilså dem i Desempenars navn. Kardal sørgede for at holde styr på de mange forsamlede, og folk begyndte at opfatte Kardal som leder af hjælpeindsatsen.

”Hvor er Kardal?” spurgte Jasmin en tilfældig mand, da hun vendte tilbage til Gnism Plads efter at have oplevet uroligheder i et nabolag.

”Han er her et eller andet sted,” sagde manden og pegede op mod resterne af podiet. ”Hans officer er deroppe.”

”Hans officer?” spurgte Jasmin overrasket.

”Ham der stod sammen med ham efter skælvet. Du ved ham healeren.”

”Darassius,” konstaterede Jasmin med et tilfreds smil. Folk havde allerede ordnet rækkefølgen. Hinata gad nok vide, hvor Jasmin hørte til i dette hierarki. Hun var glad for, at hun ikke var der i sin egen skikkelse. Det ville have eksponeret hende alt for meget. Kardal havde det tilsyneladende godt med den fremskudte rolle. Hun foretrak at holde sig tilbage i skyggerne og beskytte sin familie igennem den anonymitet, der havde været hendes vartegn lige fra barnsben.

”Hej Jasmin,” hilste en hårdtarbejdende Darassius. ”Finder I flere?”

”Desværre,” svarede hun. ”Der befinder sig mange i de sammenstyrtede huse. Det kommer til at tage dage, før alle er gravet fri. Lige nu er det dog ikke det værste. Kulden kommer til at bide i nat, og der er udsigt til regn, og banditter er begyndt at plyndre folks hjem.”

”Jeg har sendt bud efter hjælp fra hertuginden,” sagde Darassius og hentydede derved til, at han havde benyttet deres forbindelse til hertuginde Notyj, som på den måde kunne få en chance for at indynde sig hos folket i det Rågely, hvor hun selv var vokset op under ydmyge kår. Vi venter fortsat på tilbagemelding.”

”Der er også blevet sendt besked til Swotai og andre tidligere støtter,” sagde Kardal, der var dukket op ved Jasmins side. ”Vi får se, om det giver noget. Resten af Crow’s Nest er også ramt af jordskælvet. De forskellige kvarterer sørger i første omgang for sig selv. Heldigvis er folk gode til at samarbejde her.”

”Med hensyn til de slyngler der plyndrer folks hjem, er det vigtigste at minimere skaderne,” sagde Darassius. ”Vi må organisere et vagtværn med femmands grupper. De skal kontrollere gaderne og hjælpe folk. Hvis de møder nogle banditter, skal de så vidt muligt undgå at komme i direkte konflikt med dem. Hvis de ikke kan få dem til at trække sig tilbage alene ved deres tilstedeværelse, skal de tilkalde hjælp fra os eller anvende moderat magt. De må ikke skade nogen alvorligt. Det er myndighedernes opgave. Bed dem også om at indsamle så mange tæpper og telte som muligt. Der kan komme efterskælv, så vi bør holde folk udendørs i nat.”

Kardal og Jasmin gik straks i gang med at organisere en halv snes femmandsgrupper, der hver blev anført af en erfaren soldat. Der var rigeligt at tage af blandt kvarterets veteraner, som nød at få lov til at bruge deres erfaringer til at vejlede de unge i ordenshåndhævelse. Dagnir anførte en af disse grupper, idet han sørgede for at omgive sig med fem devlinge, hvis karakter tiltalte ham. I løbet af de næste timer fik disse grupper nogenlunde kontrol over kvarteret, mens Jasmin fortsatte med at løbe rundt og hjælpe til, hvor hendes tilstedeværelse var påkrævet. Folk spurgte hende om alt og forventede, at hun udstak kommandoer, som de efterfølgende fulgte blindt.

Ud på aftenen kom der en mindre donation af tæpper til Gnism Plads. Den blev uddelt af vagterne i Oratum Porten på ordre fra Hertuginde Notyj med hilsen til Kardal og Den Sande Frihed. Det satte kun yderligere gang i snakken blandt de stadig flere folk på pladsen og i sidegaderne og ud i hele kvarteret. Snart vidste alle, at der var en formidabel leder kaldet Kardal, som koordinerede hele indsatsen fra Gnism Plads. Han var leder for Den Sande Frihed og havde sin officer – en fremragende healer ved navn Darassius – ved sin side. Der var også en ung mørkhåret kvinde, der var tæt på ham, som hurtigt fik tilnavnet den blide skygge, fordi hun dukkede op fra skyggerne overalt i kvarteret og hjalp folk. Trioen havde en styrke af trofaste folk under sig, som hjalp alle ordentlige folk med at organisere vagtværn i Rågely. Blandt disse udmærkede folk som Dagnir, Atelmi Garret og dværgen Danqua sig.

Mørket havde for længst sænket sig, da strømmen af sårede og kvæstede endelig begyndte at tage af, så Darassius og Jasmin kunne få sig et velfortjent hvil oven på den anstrengende dag. Kardal holdt den kørende natten igennem som samlingspunkt og leder. Hele natten igennem snakkede han med de urolige borgere og tilså deres skader og sørgede for, at den mad og det udstyr, som blev ved med at blive fremskaffet, blev fordelt til de mest trængende. Rundt om i Rågely sad folk i mørket og snakkede om de tre helte, der var blevet sendt til dem i nødens stund. Der blev fortalt historier om deres healende evner, deres allestedsnærværende deltagelse og deres renselse gennem ild og vand. Bønner udgik til alle guderne (især Desempenar og Pyris) som tak for deres udsendte.