Den sjette dag i den tiende måned år 356 ST

Darassius bankede på Hinatas dør lidt over halv ni om morgenen. Hun åbnede selv, allerede iført sit sværd og sin rustning. Stille smuttede hun ud på gaden til ham. Hans forvirrede udtryk fik hende til at forklare.

”Det kan godt være, at min familie ved, at jeg har et farligt arbejde, men det betyder ikke, at de bryder sig om det.”

”Fair nok.” Darassius var klar over, at det var sådan i mange familier. Folk gik gerne op i arenaen for at se uddannede gladiatorer kæmpe mod hinanden, (det er værd at huske på, at kampene blev orkestreret, så de ikke havde dødelig udgang), men de veg tilbage for at udsætte sig selv for fare. Det var derfor, der var brug for krigere som Darassius. Han veg ikke tilbage for at handle selv i den farligste situation.

Kardal var som altid upåklageligt påklædt med glaskuglen løbende op og ned langs armen. Nu hvor han så den igen, blev Darassius i tvivl om, hvorvidt det virkelig var en glaskugle, eller om det snarere var et lille væsen, en slange måske. Den høje ifrit smilede venligt til dem, da han åbnede døren og fortalte med stolthed om sin morgenbøn til Pyris, hvis varme var veget en smule efter de seneste dages veritable hedebølge. Faktisk var denne morgen den første, der antydede, at efteråret var ved at indfinde sig. Der var dog ikke så meget som en vind, der rørte sig. Dagen var i det hele taget så stille og fredfyldt, at det virkede utroligt, at de var på vej til et potentielt farligt tempel i Rågely, mens en heks var ved at blive gjort klar til at blive brændt på bålet på Domspladsen. Folk passede deres arbejde, som de altid gjorde. Ved Oratum Porten hilste vagterne på dem. Om dagen var porten der nærmest kun for syns skyld. Vagterne sad og spillede terninger og skak og nød det behagelige vejrlig. Det var først om aftenen, at de kom i aktion med at holde uromagere i ro og sikre, at ingen passerede porten efter midnat og til morgenklokkerne havde slået seks timer senere. Veryt var der ikke. Hun havde vigtige sager at se til, forklarede vagterne og lod til at være ligeglade med karakteren af disse sager.

”Er alt ellers vel her til morgen?” kunne Darassius ikke lade være med at spørge.

”Joh, såmænd,” svarede vagterne og vendte tilbage til deres arbejde med at lave ingenting.

Rågely var en blanding af faldefærdige skure, hytter af tilfældigt sammenblandede materialer, ruiner fra tidligere bebyggelse og gamle templer og militærforlægninger fra den tid, hvor bydelen var en selvstændig by. Muren rundt om bydelen måtte også stamme fra den tid. At den fortsat blev holdt vedlige, var i Hinatas opfattelse en byld på hertugdømmet. Det fik hun kun bekræftet af de lokale. På vejen hen til Den Sande Friheds Tempel satte de sig i gårdhaven i en restaurant for at få et glas vin, snakkede med en bager som de købte frisk brød af, stoppede op hos en skomager for at få ordnet en ødelagt søm i en støvle og sørgede i det hele taget for at snakke med flest mulige folk for at få et indtryk af den generelle holdning til Liasvora og Den Sande Friheds Tempel.

De fleste mente, at Liasvora og hendes ægtemænd havde gjort meget godt for bydelen. De havde hjulpet de fattige ved at give dem arbejde med at genopbygge templet og hele området omkring det. Flere af arbejderne var tilmed flyttet ind i husene omkring tempelpladsen, hvor de var i gang med at skabe en stærk base med fødevarehjælp, samarbejde og produktion. Det hele var frigjort af hertugens og Mortons magteliter med deres fokus på militær og krig. Her ville almindelige folk kunne leve deres liv uden frygt for at blive overrendt af fjender udefra. Ingen skulle nogensinde få lov til at undertrykke dem igen, og det var ikke mindst Liasvoras fortjeneste. Der var dog dem, der mente, at det nok skulle gå uden hende, men de sagde det stille og forsikrede hinanden om, at guderne vågede over de rene sjæle. Liasvora ville blive befriet. Guderne ville gribe ind og befri hende.

Hverken Darassius eller Kardal kunne få billedet af en god giver til at passe sammen med det faktum, at Liasvora var blevet dømt ikke mindre end tre gange. Det skete ikke vilkårligt, mente de, mens Hinata – med eller uden rette – fastholdt, at der forekom domme baseret på et ønske om undertrykkelse af folket eller ganske enkelt motiveret af politisk rænkespil. Darassius medgav hende, at orkerne utvivlsomt styrede deres riger på den måde, men dette var Thusstad Imperiet. Her var alle lige for loven, mænd som kvinder, alle racer og religioner og enhver anden der ikke ønskede at skade kejserriget. Modvilligt accepterede Hinata, at det kunne være rigtigt, og hun fulgte derfor med hen til Den Sande Friheds Tempel for at tjekke det til trods for sin skepsis overfor sagligheden bag Liasvoras dom.

Efter den megen omtale af Den Sande Friheds Tempel var det noget af en skuffelse for de tre kammerater at stå foran det. De kunne ikke helt sige, hvad de havde forventet, men det var i hvert fald mere end den simple tempelbygning, som rejste sig foran dem midt i Rågelys snævre gader. På en åben plads med en brønd som det eneste andet byggeri, stod templet foran dem. Det bestod af en simpel firlænget sandstensbygning med otte søjler med en dobbeltdør i midten i hver side. Taget var et simpelt tegltag. Foran hver dør stod to vagter bevæbnet med hellebarder. De så uroligt på dem, da de kom gående op imod templet. Ti skridt før de kom hen til templet, slog vagterne hellebarderne ned og råbte dem an.

”Stands! I træder ind på helligt område. Identificer jer selv!”

Kardal trådte frem foran de andre.

”Vi ønsker at se jeres smukke tempel.”

”Kom tilbage i morgen, når vi genåbner.”

”Jeg troede, at templet var åbent for alle.”

”Det er det normalt også, men i dag er vi nødt til at holde det lukket for ikke at risikere ballade.”

”Hvorfor skulle I dog få det?”

”Det er umuligt at sige, hvad der kommer til at ske, når Liasvora er blevet befriet.”

”Betænker I jer da at befri hende?”

”Nej, det er umuligt for os at gøre noget. Guderne vil blande sig og befri hende. Himlens fugle og jordens rødder vil rejse sig og vende sig mod undertrykkerne og sætte vores beskytter fri.”

”Tror du virkelig på det?” Det var svært for Kardal at skjule sarkasmen i sin stemme.

”Du får se, at det bliver en realitet, inden dagen er omme,” sagde vagten selvsikkert.

De fortsatte snakken i flere minutter, før vagterne bad dem om at forlade området. I den tid snakkede Kardal og Hinata løs med vagterne, der fandt dem yderst sympatiske, mens Darassius ubemærket lagde sin hånd på templets dør.

”Lad os gå igen,” sagde Darassius, da han havde set, hvad han havde behov for. De hilste på vagterne, der vinkede til de tre flinke folk, da de forlod stedet.

”Jeg tror, at de er oprigtige,” sagde Hinata, hvilket de to andre gav hende ret i.

”Der er dog noget helt galt,” sagde Darassius. ”Prøv at se op. Alle vinduerne er skoddede til, og templet er henlagt i mørke. Det er umuligt at se noget derinde. Det kan godt være, at vagterne ikke ved, hvad der foregår, men de vogter over noget, der kan gå helt galt. Vi bliver nødt til at komme ind i templet.”

”Vi kan ikke bare vade op og tvinge os adgang,” sagde Kardal.

”Hvis vi kan få en af vagterne væk fra døren, vil jeg kunne skaffe os adgang til templet. Det eneste jeg har brug for er en distraktion og at få den ene af vagterne lokket væk fra sin post og ud af de andres øjensyn,” sagde Hinata.

”Det skulle kunne lade sig gøre,” mente Kardal. Han forklarede sin plan til de andre, som hjalp til at finpudse den. Kort efter begyndte det at ryge fra en træspand ved den gamle brønd på pladsen omkring templet. En vagt fra hver af de to dobbeltdøre skyndte sig straks hen for at standse branden og finde dem, der havde sat dem ilden i gang. Kardal dukkede op fra mellem husene og tilbød sin hjælp. Han trak den korte tryllestav til ildslukning, som alle registrerede magibrugere i byen var forpligtet til at have på sig, frem og slukkede branden med en enkel bevægelse og et ord efter at have bildt den ene vagt ind, at han havde set en ung bølle løbe væk fra stedet ned mellem nogle huse. Vagten løb i den angivne retning, mens Kardal slukkede branden. Straks vagten var forsvundet mellem husene, sprang Darassius ned fra et lavt hustag og slog vagten ud med et enkelt slag. Hinata trak hurtigt tøjet af ham og trak det på sin krop, der nu lignede den faldne vagt, mens Darassius bandt den bevidstløse mand. Iført vagtens tøj gik Hinata tilbage til vagtposten ved den sydlige indgang og indtog sin plads ved siden af den tilbageblevne vagt.

”Hvad skete der?” spurgte vagten.

”Nogle unge bøller,” sagde Hinata. ”Lad mig lige tjekke efter at alt er i orden í templet.”

”Vi har fået ordre på ikke at gå derind.”

”Jeg hørte en lyd derindefra. Jeg tjekker det for en sikkerheds skyld.”

Med de ord hængende i luften drejede hun den nøgle, som hun i al ubemærkethed allerede havde fået i nøglehullet. Døren gik op, og hun ville smutte ind i det mørke tempelrum.

”Luk døren efter dig, ellers dør jeg,” jamrede Hinatas medvagt.

”Dør?” Hun forstod ikke, hvad han mente. Hvad kunne der ske med døren? Hun trådte ind i det mørke tempelrum og lod døren falde i bag sig.

”Dør,” sagde hun frem for sig selv. ”Han mener, at han dør.”

En rumsteren i rummet fik hende til at trække sig tilbage mod døren, imens hun lod en lysende skikkelse forme sig foran hende. Et forskrækket skrig undslap hende i det næste øjeblik, da en rasende dæmon kom bragende frem mod hende med skarpe kløer og en bred mund med et syleskarpt tandsæt. Hun kastede sig tilbage og rev døren op tidsnok til at slippe udenfor netop, som dæmonen nåede frem til døren og flåede denne op. Vagten kastede knap nok et blik på uhyret, før han stak af med et rædselsskrig. De andre vagter var ikke sene til at følge ham. Alt imens måtte Hinata kæmpe for at holde dæmonen på afstand. Hun slog løs på den med hellebarden i sine hænder og åndede lettet op, da et ildsprudlende missil slog ind i uhyrets deforme krop efterfulgt af Darassius’ store skikkelse, der svingede langsværdet og rev en luns af dæmonens vibrerende blæver.

I et forsøg på at komme væk fra sine modstandere trak dæmonen atter ind i tempelrummet, hvor den fik selskab af Kardal. Han sendte endnu et missil ind i uhyrets side og pressede det tilbage igennem det simple rum mod alteret og det tunge tæppe bag det. Hinatas lys fyldte rummet tilstrækkeligt til, at Darassius kunne se den stinkende sky af sod, der rejste sig rundt om ham og Hinata. Dæmonen benyttede sig af sine modstanderes hosten til at smutte væk bag det tunge vægtæppe. Kardal sprang efter uhyret og røg direkte ned i trappeskakten og landede hårdt på stengulvet i kompleksets kælder. Dæmonen benyttede sig af den uventede mulighed til at få et slag ind, hvorpå den rettede blikket mod den fremstormende Hinata og sendte et kaos af rædsel ind i hendes sind, som fik hende til at flygte skrigende ud af templet. Darassius holdt sit skjold op foran sig i afmægtig blindhed i det mørke rum. Først da Kardal havde samlet en brændende træstump op fra gulvet, kunne Darassius konstatere, at dæmonen havde genoptaget sin flugt igennem den mørke gang. Han sprang frem og huggede den ned, inden den nåede væk. Med et fnys tørrede han sit sværd af og holdt det op foran sig.

”En dretch,” konstaterede Darassius. ”En forbandet dretch. De er jo dæmondyrkere. Vi har gjort det rette i at gå ind.”

Kardal gav ham ret. Det var anden gang indenfor kort tid, at han stod overfor dæmoner. Hvad havde de gang i dette tempel? Han måtte bringe lyset til dem, så deres sjæle kunne brændes væk fra de levendes verden.

Udenfor fik Hinata kontrol over sig selv og vendte tilbage til templet, hvor hun antog sin egen menneskeskikkelse igen og smed vagtens tøj og udstyr fra sig på gulvet. Sammen med de andre undersøgte hun kælderen. De konstaterede, at den var hjemsted for sektens medlemmer. Der var soverum, healerrum og lagerrum i kælderen, men intet interessant. Alle medlemmerne var åbenbart taget til Henrettelsespladsen for at se deres leder blive befriet af guderne.

En åbning førte ind til et større rum. Kardal gik forrest ind og konstaterede, at der var en trappe, der førte ned til en dybere del af kælderen, hvorfra han kunne høre noget, der mindede om tyktflydende vand. En voldsom stank af svovl, olie og andre ubehageligheder gennemtrængte hele rummet. Kardal ville have troet, at det var lava, hvis det ikke havde været for køligheden i kælderen. Darassius og Hinata gik forbi den høje mand og fortsatte rundt langs afsatsen til trappen.

Forsigtigt gik de ned ad trappen og så sig rundt i rummet. Tre skikkelser stod under trappeafsatsen foran noget, der lignede et flydende tæppe af sort-blå olie eller syre. En menneskehøj goblin kastede sig frem fra mørket med hævet kølle, som Darassius med nød og næppe parerede med sit skjold. Efter ham kom endnu en dretch med vildt svingende arme og tvang de indtrængende tilbage med en sky af svovlholdig kvælende røg. Darassius kastede sig ned i dretchen og tildelte den et hårdt slag, mens Hinata og Kardal trak sig tilbage fra røgskyen. Den tredje skikkelse var en slangeagtig kvinde. Hun holdt sig tilbage, mens de andre kæmpede.

Med et sikkert spring landede Hinata på gulvet ved siden af goblinen, som hun fældede sammen med Kardal, der beskød den fra behørig afstand på afsatsen over dem. Dretchen var vanskeligere at få bugt med, og da den tog flugten igennem tæppet af flydende syreolie, var slangekvinden forsvundet. Darassius tog konsekvent og løftede goblinen op som afskærmning mod syreolien, der løb ned foran det, der kunne have været en væg. Kardal og Hinata skyndte sig igennem til en kort gang, der måtte være placeret lige under den øvre del af kælderen. Darassius kunne ikke undgå at få noget syre på sig, da han fulgte efter dem og lod goblinen blive liggende under syreolien, der langsomt opløste den.

Gangen var tilsyneladende helt lukket, men Darassius mente at kunne se en mekanisme i væggen. Hinata undersøgte den nærmere og fik den åbnet uden at udløse den fælde, som den var forbundet med.

Via endnu en nedadgående trappe kom de ind i templets inderste kammer, hvor slangekvinden stod ved alteret længst fra dem og så på noget på den anden side af alteret. Bagerst i rummet var der en mægtig statue forestillende en rød bevinget dæmon. Dretchen havde nu forsynet sig med en krumsabel og kastede sig hovedkulds frem mod dem med det brede sværd hævet over sit hoved. Kardal kom dæmonen i forkøbet og sendte en ildstråle mod slangekvinden, hvis koncentration så ud til at blive forstyrret af strålen. Hun satte sig på hug, men nåede ikke at komme i sikkerhed, før en af Hinatas pile strejfede hende ved skulderen. Darassius tørnede sammen med dretchen midt på gulvet, og Kardal fortsatte med at sende ildstråler mod kvinden, mens Hinata smed sin bue og trak kortsværdet på vejen op til alteret, hvor hun kom i nærkamp med slangekvinden. En hektisk kamp sendte Darassius i gulvet, mens Hinata fik slangekvinden ned, og Kardal løb op til alteret for at tage den genstand, som blev holdt af en ældre menneskekvinde, der sad sammenkrøbet bag alteret med hænderne på kronen. Da han rørte ved Kronen, mærkede han en strøm af energi løbe igennem sig, og han kunne se flammer og røg slikke op omkring sig og igennem dem en folkemængde holdt i ave af soldater, der blev angrebet af en stadigt voksende mængde af fugle. Bag folkemængden så han en sø, og til højre for ham rejste Sijobobjerget sig med dens mange flotte bygninger.

Hinata angreb den gamle dame med to velplacerede stød, før dretchen kastede sig over hende og fik hende nedlagt, så hun lå blødende på gulvet. Hinatas angreb havde forstyrret den gamle kvinde nok til, at Kardal kunne få kronen hevet til sig. Synene af de mange tusinde fugle, der angreb vagterne på Domspladsen, overvældede ham fuldstændigt. Han greb ud after kronens magt og kæmpede for at få kontrol over dens voldsomme kræfter. Hans hoved genlød af skrig og kra’en og rågers kro’en. Hver eneste fugl i Crow’s Nest trængte sig sammen i Kardals sind og forenede sig under hans magt, som skaffede ham en gruopvækkende indflydelse på Krageredens titusinder af fugle. I et voldsomt udbrud af energi mærkede han en fusion med en endnu større kraft. Han kaldte på den, og en skikkelse dukkede op ved siden af ham og tog kronen ud af hans hænder.

Dretchen sprang tilbage og blev øjeblikket efter angrebet af en overvældende flok af sorte æteriske fugle, der rev den i stykker med deres skarpe næb og kløer. Synene faldt efterhånden til ro i Kardals hoved, og han stod og pustede på gulvet, mens kragekvinden foran ham sendte sine fugle op for at standse den gamle kvinde, hvis vilde skrigeri trængte gennem rummet som en forlængelse af Liasvoras smerter på heksebålet, hvor den tre gange dømte heks brændte op i flammerne, hvis røg langsomt kvalte hende. Kragekvinden så ikke ud til at bekymre sig om dette. Hun berørte først Hinata og så Darassius og healede dem tilstrækkeligt til, at de kom på benene igen. Begge trængte de til at få renset deres sår og repareret deres tøj. Kardal var allerede upåklageligt klædt igen.

”Tak for hjælpen,” sagde kragekvinden og pegede på den gamle kvinde ved alteret. Den lille bevægelse efterlod hende tydeligvis både blind og døv, så de kunne tale i fred med hinanden. ”I har været en stor hjælp i denne sag. Jeg så rigtigt i at samarbejde med jer.”

”Har vi mødt hinanden før?” spurgte Kardal sikker på, at han aldrig havde set kragekvinden før.

”Det var dig i går aftes?” sagde Darassius.

”Veryt?” udbrød Hinata anerkendende.

”Ja, nogle gange må man gå i en anden skikkelse. Jeg er i virkeligheden Hertuginde Notyj og beæret over at arbejde sammen med jer. I vil blive indkaldt til Slotsreden som anerkendelse for jeres indsats. Jeg tager Kragekronen med mig. I kan tage, hvad I vil fra templet, men gør det hurtigt. Jeg alarmerer vagtværnet om få minutter. De vil være her om mindre end en halv time. Der skal I være ude. Ingen skal vide, at I har været her. Jeg lægger et slør over jer, som vil tillade jer at komme uset ud herfra. Når først I har forladt Tempelpladsen, vil I atter blive set.”

”Hvordan skal vi komme ud?” spurgte Kardal. ”Vi kan ikke gå igennem syreolien der tilbage.”

”Den stopper nu, hvor forbindelsen til dæmonernes rige er brudt,” forsikrede Notyj dem om og forsvandt med Kragekronen i hænderne.

De tre kammerater så op på dæmonstatuen bag alteret. Den lignede mest af alt en forvredet ork med horn i panden og skarpe ansigtstræk. Ingen af dem vidste, hvilken dæmon den forestillede. Det måtte være en af Nroz’ mange dæmoner. Der var ikke noget usædvanligt i, at pøblen tilbad den form for underordnede væsener i deres forsøg på at opnå kontakt til guderne. De så på slangekvinden og undrede sig over, hvor hun kom fra. Det måtte dog vente. Lige nu havde de nok at gøre med at samle alt det sammen, som de kunne nå på den korte tid, de havde til rådighed. Darassius smed den gamle kvinde over skulderen, og de gik tilbage til tempelrummet ovenpå, idet de samlede alt det værdifulde sammen, som de kunne finde på vejen. Darassius var især interesseret i den store goblins langbue, mens Kardal tog det meste af den gamle kvinde, Enendas magiske genstande, og Hinata fik en række mindre genstande med sig. Hun var også hurtig til at finde frem til de mest værdifulde ædelstene, juveler og en bunke syreflasker, som de fordelte mellem sig.

Vel ude bar Darassius den faldne Enenda Nedalsdatter med sig til Renselsens Hus, hvor hun blev overladt til de effektive Renseres forhør. Darassius blev lovet, at han kunne være med til forhøret. Derpå overgav de den bundne vagt til vagterne ved Oratum Porten. De tog imod ham i al diskretion. (Vagten blev dagen efter sendt ud af Crow’s Nest med en destination til en af Imperiets østlige grænseposter som mål. På den måde var han væk, og ingen ville stille spørgsmål ved, hvad han havde lavet og set inde i templet, dvs. hvad Hinata havde set i hans skikkelse.)

Med det på plads tog de tre kammerater hjem for at fordele deres bytte og sove ud ovenpå en anstrengende dags arbejde. Ingen af dem videregav deres nyerhvervede viden til nogen, end ikke deres familier kunne vide besked om, hvad der foregik.

Om aftenen modtog de den bebudede indkaldelse til Slotsreden, hvor de var oppe den følgende dag til en samtale med Notyj. Besøget blev holdt i uformelle omgivelser i et sidekapel til et tempel for stormelementet Quezzeril, der indtog en særlig placering i tenguernes helligdomme. På den måde kom de ikke ind i selve slottet, men fik alligevel en fornemmelse af noget officielt ved deres møde med hertuginde Notyj.

“Jeg vil holde jer orienteret om sagens udvikling,” forsikrede hun dem, da de spurgte ind til, hvad der foregik. Det var tydeligt for dem alle, at hun dermed mente, at de kunne forvente netop den information, som det passede hende at give dem. Til gengæld var de nu under hendes beskyttelse med al den tryghed, som det gav for deres familier at have en af hertugens dronninger til at våge over dem.

“I må vide, at jeres indsats bliver værdsat,” fortsatte Notyj. “Vi takker jer for jeres nidkære vedholdenhed og fastholdelse af jeres årvågne blik over for dæmonisk aktivitet. For at vise at det ikke kun er tomme ord, vil vi sørge for at tildele jer, Hinata og Darassius, hver en plads Kjudais Sværdskole. Der vil I blive oplært i netop den sværdteknik, som passer sig til jeres unikke talent. Som mine protegeer vil I være bemidlede de bedste lærere og være forpligtede til at følge træningen.”

“Det er os en ære,” skyndte Darassius sig at sige, inden Hinata kunne nå at spørge, om det betød, at hun nu kunne få gratis træning. Hun blev ved med at gruble over dette spørgsmål, til Darassius efterfølgende kunne bekræfte over for hende, at det var lige præcis det, der var meningen med at være hertugindens protegé.

“Din broder Wiohrt vil bliver overført til kejsertropperne i Dasumil, hvor han skal træne som en del af stormtropperne i infanteriet,” meddelte hertuginden Kardal.

“Jeg takker eder,” sagde Kardal med en ydmyghed, der var usædvanlig for ham. “Er det muligt at få at vide, hvad det var for en kraft, vi oplevede i templets kælder?”

“Kragekronen er en af to kroner, hvoraf jeg havde kontrol over den store af dem under hele forløbet. Den lille Kragekrone står normalt til udstilling i Cikiz’ Palæ på Sijobobjerget. Det er mig naturligvis umuligt at fortælle jer alt ved denne lejlighed, men det er umuligt at skjule for jer, at nogen havde stjålet den, en viden som I under ingen omstændigheder kan videregive til nogen uden at miste min beskyttelse.”

De nikkede alle tre. Det gav ligesom sig selv.

“Jeg kan ikke vide, hvem der stjal kronen, og det er heller ikke vigtigt. Det, der betyder noget, er, at disse tyve handlede på vegne af Liasvora og dæmonen Niezzist Caramuz eller Caramuz Niezzist, som orkerne kalder denne dæmoniske fyrste, der i deres tradition var en af Sangrels betroede. Orkerne beretter, at Sangrel på sine rejser til det hinsides bragte mange orker med sig. Blandt disse var Caramuz Niezzist den mægtigste og indtog en plads direkte under Sangrel selv. Hvor Sangrel var blodets gud, indtog Caramuz Niezzist pladsen som magiens og den listige magts guddom, hvis symbol er dødningehovedet. Den skulptur, vi så i templet, var et afbillede af denne guddom, halvt ork, halvt dæmon, inkarneret ondskab og en budbringer om orkernes komme og Imperiets fald. Ved at standse denne guddoms udbredelse har vi vundet momentum i krigen mod orkerne. Nu hersker der atter fred i Crow’s Nest.”